|
Jens Ramsing, pianist
og organist |
|
Fornyelse af gudstjenestemusikken – Hvordan? Hvorfor? Hvorfor ikke? |
For
alle organister i Aarhus Stift. Jens
Ramsing, Christian Præstholm og Hans Dammeyer. Oplæg
ved Jens Ramsing: |
|
|
|
Gudstjenestemusikken
må naturligvis forny sig – sammen med alle de andre fornyelser, der kommer
til, hvis Folkekirken skal overleve. Organiststanden vil heller ikke overleve,
hvis vi ikke ser den rytmiske musik lige i øjnene og erkender dens eksistens
og berettigelse. For det er jo den, det handler om. Indenfor den klassiske
tradition har vi længe været dygtige til at forny os. Der er skrevet et utal
af gode nye salmemelodier - og orgelkoraler, som vi kan glæde os til at høre
senere på dagen – og meget andet. Men
vi er nødt til at se på rammerne for vores arbejde – før, nu og i fremtiden.
Vi lever ikke på en øde ø – ikke mere, i hvert fald. Og rammerne er i meget
høj grad bestemmende for musikken. Jeg
lover dog, at det ikke kun kommer til at handle om politik. Undervejs og især
til sidst skal jeg nok komme ind på selve musikken. Inden
da sætter jeg sagerne på spidsen. Der står de som bekendt så godt. Jeg
har ved flere lejligheder kritiseret vores fagforening, DOKS. Og jeg kan lige
så godt vedgå, at det også vil ske ved denne lejlighed. DOKS er imidlertid os
alle sammen, så det er også en kritik af os selv – og ikke mindst tidligere
organistgenerationer. Og jeg glemmer ikke vores venner, PO’erne.
Kirkemusikere hedder de i dag. Dem nævner jeg ikke specifikt, for alt, hvad
jeg i det følgende behandler, gælder os alle. Vi virker under de samme
rammer. Det bliver for omstændeligt, hvis jeg hele tiden skal referere til
detaljer, der kan være lidt forskellige for de to grupper. Så er det sagt. Til
sagen: Vi vil fremover se en gennemdemokratiseret Folkekirke, der har andre
og nye forventninger til os, - og nu også har magt til at søge dem indfriet. Har
Folkekirken da ikke altid været demokratisk? Jo, og nej. Der har selvfølgelig
altid været nogenlunde demokratisk valgte menighedsråd, men der har ikke
været tradition for, at de blandede sig i den daglige drift helt ned i
detaljer – herunder altså også kirkemusikken – i en grad som vi nu ser. De
har heller ikke haft mulighed for det. Lad os kaste et lille tilbageblik på
de sidste 40 år: Højmessen: Tidligere lå
gudstjenesteordningerne – med få varianter – nogenlunde fast landet over. De
daværende præster var uddannede i den klassiske liturgi, som egentlig ikke
var til diskussion. Desuden lyttede man til præsterne i menighedsrådet. Så
afvigelser fra den klassiske liturgi forekom kun meget begrænset. Og
afvigelser skulle godkendes af biskopperne. Det skal de formelt stadig – men
i realiteten kan næsten alt tillades i dag. I dag findes der præster, der
foretrækker at sige ”Hej, venner! Dejligt at se jer her i Sct. Clemens kirke.
Skal vi folde poterne og be’ til Gud” i stedet for ”Herren være med jer” osv.
Den gik ikke uden videre tidligere, hvor der i øvrigt mellem præst og
organist var udpræget konsensus omkring højmessens form (den, som Lars
Sardemann kalder den renskurede højmesse). Menighedsrådene
havde kun begrænset indflydelse. Organisterne: De forlod
konservatorierne med den klassiske kirkemusik og de høje idealer i bagagen.
Efterhånden fik DOKS med Ulrik Teuber og Aksel Madsen i spidsen gennemført
vilkår for organiststanden, som var hidtil usete. Og det blev ved: Høj
uddannelse og flere virkeområder – koncerter og korledelse - førte til flere
fuldtidsstillinger. Samtidig var stillingerne - og stillingsindholdet -
beskyttede af de aftaler, som DOKS med held og dygtighed indgik med
Kirkeministeriet, og som var ufravigelige indtil 2010. Menighedsrådene
havde altså kun begrænset indflydelse på hvilken type organist, de kunne
ansætte. Den musikalske smag: Det
var den, der udgik fra konservatoriets lærere og fra Samfundet Dansk
Kirkesang. Det var for det meste de samme mennesker. Musikken var nordtysk
barok, og hvad der kunne synges på en melodi af Laub, blev sunget. I mine
unge dage stod der respekt om den forhærdede laubianer, der nægtede at spille
”Nu falmer skoven” på Nebelongs melodi. Det kan vi grine af i dag. Men sådan
var det. Og den rytmiske musik ville man intet have med at gøre. Knap nok
romantisk musik. ”Du, som har tændt millioner af stjerner” ville være blevet
udskammet, og ”Uberørt af byens travlhed” bandlyst. Menighedsrådene havde altså kun begrænset indflydelse på
musik og melodier. Kirkens instrumentarium: Flere og flere
kirker fik fine orgler – orgelbevægelsesorgler. Og P.G. Andersen havde
kronede dage. Fint nok, men selv de mindste landsbykirker fik små
orgelbevægelsesorgler, der kunne jage rotterne ud og ødelægge menigmands
forhold til orgelmusik. Alt sammen godkendt af statens orgelkonsulent, der
tidligere havde reel magt. For at begrænse menighedsrådenes indflydelse. Den musikalske smag udenfor kirken var også topstyret på et
område, som er aktuelt for dagens tema: Den ny kompositionsmusik. Efter 2.
verdenskrig blev ny musik en genre, der helt overgav sig til Darmstadts krav
om ”Nie erhörte Klänge”. Dansk Komponistforening og konservatoriernes lærere
i komposition – det var for det meste de samme personer – satte dagsordenen.
Under dette tyranni blev der skabt både mesterværker og nonsensværker. Under
alle omstændigheder fik man jaget den sidste uskyldige koncertgænger langt
væk. Man skrev musik for hinanden. Og sad der en organist og nørklede med
orgelkoraler, som jo var tiltænkt gudstjenesten, hvor der kommer ganske
almindelige mennesker uden særlige forudsætninger, blev det afvist med
betegnelsen: organistmusik. Det var noget nær det ringeste, man kunne
forestille sig, hvis man var ”rigtig” komponist. Men tilbage til menighedsrådene. Selv om de nok var
demokratisk valgte, havde de gennem 40 år praktisk talt ingen indflydelse på
hverken højmessens udformning, valg af organisttype, musikken
eller kirkens instrumentarium. Når man dertil lægger, at folk i samme periode i
accelererende grad er blevet fremmedgjorte overfor kirken, dens liturgi og
musik, kan man sige sig selv, at der vil ophobes et vældigt pres - et krav om
store forandringer, hvis institutionen skal overleve. Og hvad vi som organister oplever er kun en følgevirkning
af den demokratisering, der foregår – både fra oven og fra neden. Nedefra har menighedsrådene tiltaget sig den magt, de ikke
havde før. Og ovenfra – fra biskopper og minister – ser vi en udpræget trang
til, ja, det er vel nærmest et krav, at imødekomme mennesker i stedet for at
opdrage. Vi skal være en servicekirke, der indretter sig helt på
moderne menneskers vilkår - og dermed også en kirke, der helt indretter sig
på moderne menneskers musikalske smag. Der har altid floreret mange fordomme om organister: Organister
kan ikke spille rytmiske salmer. Organister interesserer sig kun for Bach og
Buxtehude. Organister kan ikke spille klaver. Organister gider ikke
transponere salmerne ned, osv., osv. Men de dage er jo forbi. Den sidste forstokkede organist er gået på pension, og der
har aldrig før været så mange dygtige og alsidige organister som i dag. Vi
har for længst vristet os fri af tidligere tiders spændetrøjer og spiller
både koncerter og de salmemelodier, som folk ønsker, – alt sammen på højt
plan og uden at kny. Orgellandskabet er ikke længere domineret af
orgelbevægelsesorgler. Alle har erkendt, at der står for mange skrige-orgler
i de små kirker. Desuden er det efterhånden undtagelsen, at kirken ikke råder
over et flygel, som kirkens organist trakterer behændigt, når der er behov
for det. Og i dag anerkendes
komponerende organister faktisk. Vi lever i en musikalsk guldalder, hvor vi,
som Bent Sørensen siger, igen kan komponere, som man vil. Eller som Arnold Schönberg
forudsagde: ”Fremover vil der blive skrevet masser af musik i C-dur. Jeg har
bare anvist en alternativ vej.” Der bliver skrevet flere orgelkoraler end nogensinde før. I
alle stilarter. Ikke mindst i Randers. Så på baggrund af alt det positive, der er sket, er det
derfor bemærkelsesværdigt, at det er nu, hvor organisterne er dygtigere, mere
alsidige, mindre forstokkede, mere smidige og for alvor deres løn værd, at
faget er under pres. Lønnen er stagnerende, og mange udsættes for
tidsregistrering. Forberedelses- og øvetid respekteres ikke, og vi ser alt
for mange stillingsopslag med urealistisk lave timetal. Endelig har man
fjernet det akademiske uddannelseskrav til stillingerne, bortset fra
domkirker og enkelte andre kirker. Men Folkekirken er under forandring, og vi må spørge os
selv, om vi er uddannede til en anden kirke end den, der er på vej. Er de
musikalske forventninger nogle andre end dem, vi brænder for at indfri? Ja, der er ingen tvivl om, at DOKS og konservatorierne har
været alt for langsomme i optrækket mht. til en fornyelse af uddannelsen -
konservatoriernes eneste kompetencegivende! Hvor er samarbejdet med det
rytmiske konservatorium? Hvor er musikpædagogikken? Havde man været langt tidligere ude med en fornyelse og
modernisering af vores uddannelse – og efteruddannelse - havde der nok stået
mere respekt om standen. Derfor tror jeg, at vi skal vænne os til, at det kun var
organister i min og den forrige generation, der kunne leve et godt og
nogenlunde vellønnet og respekteret liv som organister, ansat i en tryg
Folkekirke med faste lønrammer og tjenestemandspension og, ikke mindst, klart
definerede arbejdsopgaver. Oven i købet med retten til at opdrage på folk.
Den tid kommer aldrig igen. Men når de trygge ansættelsesvilkår gradvist forsvinder, er
det jo ikke kun på grund af traditionstabet, moderniseringen og
demokratiseringen af kirken. Og på grund af en passiv og visionsløs
fagforening. Alt er ikke DOKS’ skyld. Vi må erkende, at det også er på grund af de generelle
forandringer, der har medført en skærpet opfattelse af synet på
velfærdssamfundet. Alle offentligt ansatte har måttet lægge ryg til
omfattende effektiviseringer, dvs. nedskæringer. Hvad der fra 1970 og til
2010 var givet, er nu langt fra givet. De sidste 40 år har været en parentes
i historien. Selv langt ind i Socialdemokratiet og SF har man erkendt, at den
offentlige sektor må slankes, hvis der fortsat skal eksistere noget, vi i en
globaliseret og konkurrencepræget verden kan kalde et nordisk
velfærdssamfund, der har råd til ordentlig offentlig syge- og ældrepleje,
skoler og uddannelsesinstitutioner – og en anstændig indvandringspolitik. Men djøfiseringen rammer organister særligt hårdt, fordi
der ingen viden er om dette uendeligt lille fagområde. Det er både vores egen
og vores fagforenings skyld. Jeg har ved flere lejligheder givet udtryk for, at jeg
synes, at DOKS har sovet i timen. Fx har jeg påtalt, at fagforeningens navn
var uforståeligt, og at betegnelsen for vores stand var forældet. Ingen ved
jo i dag, hvad en organist bestiller – ud over at spille i kirken om
søndagen. Intet i vores stillingsbetegnelse antyder de mange gøremål, som vi
er specialister i, og som vores arbejdsuge er præget af. Til min gymnasieklasses rørende 25 års jubilæum berettede
hver enkelt – som det er tradition – om sit liv, sin familie og børn og –
ikke mindst – om sit arbejde. Da det blev min tur, brød en af mine kvindelige
kammerater, der selv var blevet folkeskolelærer, nærmest sammen, da hun
hørte, hvad jeg lavede: ”Jamen Jens! Organist! Det kan du da ikke leve af”.
Da jeg svarede, at det gik okay, spurgte hun, hvad jeg tjente. Da hun hørte
det, blev hun vred! Vi er en forsvindende lille faggruppe, som folk intet aner
om. Når djøfiseringen rammer vores fag ekstra hårdt, er det fordi man (også
mange menighedsråd) er uvidende om vores kompetencer og uvidende om den vifte
af gøremål, der præger vores arbejde – og især uvidende om
forberedelsestiden. Man tror, man kan vurdere vores værd ved at tælle timer.
Oven i købet med DOKS’ velsignelse. Man spørger ikke om kvaliteten af det, vi
bedriver. Man bedømmer da ikke et kunstværks værdi – eller for den sags skyld
alt muligt andet – ud fra antallet af timer, som ophavsmanden har lagt i det.
Man anerkender dog i så mange andre sammenhænge, at der er specialister, og
at der er noget, der har kvalitet. Og så er der for resten en ting, som nogle musikere har
glemt, og som jeg er nødt til at sige: Musikerfaget har altid været et
lavstatus-fag. Det er alt for mange musikere ikke bevidste om. Vi, der har
været så heldige at virke som musikere fra 1970 til 2010 – i Julius Bomholts
forkælede Danmark, i den historiske parentes, lever i vores egen drømmeverden
og overvurderer konstant den brede befolknings musikalske indsigt. Mozart var bevidst om publikums musikalske forudsætninger.
Også Beethoven var sig bevidst, hvad publikum kunne kapere. Mozart og Beethoven ville også opdrage folk. Men de kendte
den rette medicinering og dosis. Og de fratog dem ikke retten til at blive
underholdt. Til sidst gav Beethoven dog pokker i, hvad folk mente. Jeg tænker
på de sidste klaversonater og de gale kvartetter. Gud ske lov for dem. Men
det var ikke musik, der faldt i det daværende brede publikums smag. Det skal vi tage ved lære af. For musikeren er det et grundvilkår,
at den brede befolknings musikalske indsigt og forståelse er såre begrænset.
Derfor vil musikerfaget altid være et lavstatus-fag. Det vil altid være den almindelige mening, at arbejdet som
musiker ikke er ”rigtigt” arbejde. Vi skal være taknemmelige over at være
født med særlige evner, og i øvrigt må det være dejligt at kunne kombinere
arbejde og hobby. I den brede befolknings øjne er vi derfor sat til at
underholde. De, der betaler, bestemmer musikken. Den, der har forstået det helt ind i marven, kan med flid,
snilde og kløgt få et langt, lykkeligt og også indbringende liv som musiker. Vi kæmper altså som musikere en evig kamp for vores løn- og
ansættelsesvilkår. Og vi kan med rette sige mange grimme ting om New Public
Management og djøfiseringen. Dog er jeg fra højeste fagkundskabs side blevet
belært om, at NPM i sig selv kan være en nyttig tænkning, men at det snarere
er forvaltningen af idéen, man med rette kan tale grimt om. Så lad os gøre
det. For under det usympatiske ledelsessyn, som ofte dækker sig ind under
NPM, gemmer sig også et folkeligt oprør mod det elitære. Vi skal ikke komme
med vores fine musik og opdrage på folk. Det er jo også uholdbart, hvis alle vore kvalifikationer og
kirkemusikalske ambitioner ikke efterspørges. Hvis de slet ikke registreres!
Det er selvfølgelig rivende galt, hvis det kun er os selv og nogle få andre,
der kan få øje på traditionen og dens værdi. Der findes endnu kirkegængere og præster, der sætter stor pris
på vore bestræbelser. Men kan vi med rimelighed forvente en akademisk løn for
vores arbejde, hvis dette i bund og grund ikke efterspørges af flertallet –
flertallet af kirkegængere og præster? Hvis DOKS og konservatorierne havde været mere fremsynede,
kunne det have afbødet de værste følgevirkninger for vores
ansættelsesforhold. Kvalitet har det med at overleve. Men nu er udviklingen næppe til at stoppe. Vil kirken da blive udelukkende en omsorgs- og
terapikirke? Er vi uddannede til en kirke, der ikke længere eksisterer? Er der ikke længere brug for konservatorieuddannede
organister med kirkemusikalske og liturgiske ambitioner? Er det sådan som dr.
theol. Carsten Breengaard retorisk spurgte i KD’s kronik Bim, bam, busse,
Folkekirken: ”Hvorfor skal jeg være dummere, når jeg går ud, end da jeg gik
ind”? Er der ikke brug for orgelspil og korledelse, koncerter og
gudstjenestespil baseret på gamle dyder med fornemme forspil, melodispil,
rytmiske overgange mellem vers, smagfulde omharmoniseringer på rette tid og
sted og præludier, postludier og motetter af de bedste komponister,
omhyggeligt valgt efter søndagen i kirkeåret, alternativt endda somme tider
af egen eller dygtige kollegers avl? Jo - jeg ikke pessimist på den klassiske musiks vegne. Godt
nok opgav DR Underholdningsorkestret – det var sørgeligt. Men det klarer sig
dog endnu. Og der har aldrig tidligere været så frodigt et musikliv og så
mange spillesteder. Hver egn i landet har sin klassiske musikfestival, og
kirkerne bugner af klassiske koncerter. Jeg er heller ikke pessimist på den klassiske kirkemusiks
vegne som sådan, men på organiststandens vegne. Den klassiske kirkemusik skal
nok klare sig. Traditionstabet er selvfølgelig et faktum. 68’erne
kasserede i oprøret mod autoriteterne nærmest hele vores kulturarv. Det har
givet Svend Brinkman stof til eftertanke. For i dag ser vi de forkælede
68’eres børnebørn i privatskoler. Selv sørgede de for god uddannelse, høj
status og kulturel dannelse, også til deres børn (kvalitet har det med at
overleve). Ideologierne og idealerne var, som Hanne Reintoft så udmærket har
efterrationaliseret, mere møntet på ”de andre” – på masserne. Folkekirken er – som resten af samfundet – i fare for at
knække over på midten. De veluddannede og vellønnede akademikeres sogne på
den ene side – og Udkants- og Underdanmarks sogne på den anden. I fremtiden vil der fortsat være kirker med stor liturgi,
forkyndelse, orgel- og kormusik på højt plan. Det vil bare ikke være det
almindelige, men forbeholdt domkirker og større prestigekirker – og sogne med
resursestærke og veluddannede mennesker. Der er jo også en god portion
snobberi forbundet med klassisk musik. Så der vil fortsat være arbejde til konservatorieuddannede
organister. Bare ikke nær så mange som i dag. Og organisterne i de musikalsk
ambitiøse kirker vil på et frit organistmarked være feterede og få mulighed
for at forhandle sig frem til endnu bedre lønninger end i dag. Et
menighedsråd bemandet med jurister, læger, gymnasielærere og succesrige
forretningsfolk bliver ikke chokerede over vores løn. Det skulle da lige være
over, at den ikke er højere. Og så kan man frygte, at organisterne ved de øvrige kirker,
de fleste - kirker med en mere social profil - kan se frem til en ny tid,
eller rettere en normaliseret tid med deltidsstillinger og jævne lønninger.
Et menighedsråd bemandet med pensionerede folkeskolelærere, sosu-assistenter
og førtidspensionister har et andet syn på organistlønnen. Man kan forvente, at man foretrækker en deltidsansat
organist og supplerer med frivillige, som kan lede et kirkeband, folk, der
kan forestå babysalmesang og gospelkor osv. - at man, hvis man vil høre
orgel- og kormusik på højt plan, må gå i domkirken eller i den nærmeste
prestigekirke. At det sociale vil spille en større og større rolle for
Folkekirken er hævet over enhver tvivl. Den gennemdemokratiserede kirke vil
blive en omsorgskirke. Men er der ikke kvalitet i omsorgskirken, hvis
vi løfter blikket lidt og ser bort fra vore egne kirkemusikalske
særinteresser? Jo, og det er vores store udfordring. Ligesom Folkekirkens
feminisering er en udfordring. Feminiseringen af arbejdsmarkedet i det hele
taget har været et stort fremskridt. Kvinder er klogere end mænd. Deres
samarbejdsevner er smidigere, og de er bedre til at sige fra, før uoverensstemmelser
udvikler sig til konflikter. Mænd er ambitiøse – men på egne vegne. Kvinder
er bedre til at være ambitiøse på fleres vegne - på arbejdspladsens vegne.
Der sker desværre bare ofte det, at faget mister status i takt med at det
bliver et kvindefag – sådan som det er sket for præstestanden. Også organistfaget
vil i stigende grad blive et kvindefag. Undskyld mig: Kvinder er bare bedre
til babysalmesang, børnekor og minikonfirmander - de dele af vores fag, som
har lavest status, fordi DOKS og konservatorierne aldrig vågnede op under 40
års kirkeministeriel beskyttelse. I det hele taget har organistens vigtige rolle som
musikpædagog og formidler været undervurderet. Her er der noget at rette op
på. Tilbage til dagens emne: Selvfølgelig skal vi som organister kunne mestre den
rytmiske musik – og kunne rumme den liturgisk. Selvfølgelig skal fornyelsen
komme herfra. Vi skal betragte den rytmiske musik som en stilart, der skal
føjes til alle de andre stilarter, vi behersker. Vi skal ikke betragte den
rytmiske musik som noget, vi modvilligt spiller for at tilgodese folket eller
den dårlige smag i omsorgskirken. Vi skal tage den til os. Men problemet er, som jeg allerede har påpeget, at to
organistgenerationer banede vejen for den dårlige smag ved at frarøve
menigheden de salmemelodier, der havde en jævn og folkelig appel (Nebelong,
Hoffman, Nutzhorn m. fl). En elitær holdning fra en generation, der måske
dybest set ikke havde så meget at have det elitære i. En organistgeneration
der snarere var lydig overfor de autoriteter, der havde skaffet den levebrød,
end egentlig dygtig. Og i hvert fald ikke selvstændig. Derfor er pendulet svinget over i den modsatte side. Tryk
avler modtryk. Men jeg ser naturligvis ikke den rytmiske genre som et
problem. Jeg frygter mere, at der i en ny feel good-kirke vil
udvikle sig en særlig udvandet og ligegyldig kirkepop-stil, hvor fællessangen
ikke spiller nogen større rolle. Jeg frygter en underholdningskirke og en hyggekirke
med tandløse salmer og sange i et broget udvalg. Jeg frygter, at den sidste ”autoriserede” salme- og
koralbog er udgivet - at fællessangen vil dø ud og være erstattet af harmløse
musikalske indslag i et ligeså broget udvalg af stilarter. Jeg frygter rockmusikere, der er blevet ”hellige” og gerne vil
behage. Jeg frygter ikke rockmusik! Jeg har tidligere givet udtryk for, at jeg mener, at blå
toner og synkoper trives bedst i hænderne på en solist – og mindre godt i
fællessangen. Det har undret mig, at den rytmiske lejr kastede sig over
salmesangen. Her synes jeg, den er problematisk. Rytmisk sang er en
sologenre. Det, der gør jazz, rock osv. interessant, er de ting, hvorpå man
må gå på kompromis ved fællessang. Jeg har også sagt, at det er min personlige opfattelse, at
nogle af de rytmiske salmer er barnagtige. Det sidste har intet med genren at
gøre, men opfattelsen af højmessens udtryk - højtideligheden, lødigheden og
alvoren. Rytmisk salmesang har et attitudeproblem. Vi forbinder de rytmiske
genrer med andre tekster. Men som musikalske indslag, præ- og post,
meditationsmomenter eller hvad ved jeg, kunne jeg da sagtens se for mig
rytmisk musik som en meningsfuld genreudvidelse – ved siden af barok,
romantik, ny musik og alt det imellem. Nuvel! Vi må udvise selvstændighed og tage diskussionerne.
Derfor hurra for initiativer som denne dag. Selvstændigheden, den sunde
musikalske dømmekraft, er truet, når folk klumper sig sammen i menigheder som
Samfundet Dansk Kirkesang, Dansk Komponistforening – og FRIK. Den rytmiske kirkemusik har været undertrykt og afvist i
alt for mange år – på konservatoriernes organistuddannelse og i vores
selvforståelse som organister. Derfor kommer den brasende nu i et væld af
udtryk og konstellationer. Herligt! Djævelen skal ikke have alle de gode
melodier for sig selv, som Luther sagde. Men først når den rytmiske
kirkemusik har været gennem historiens filter, vil den finde sin naturlige
plads og sine naturlige udtryksformer. Denne filtrering har 40 års
tornerosesøvn forhindret. Hvis ikke det går
helt galt, - hvis ikke Folkekirken lukker og slukker og den sidste anstændige
organiststilling forsvinder fra arbejdsmarkedet, får fremtidens organist et
hårdt liv med at dygtiggøre sig indenfor den rytmiske musik. Den rytmiske
musik skal løftes op og tænkes ind i den kirkemusikalske tradition. Den skal
udføres af professionelle og ikke overlades til frivillige. Det arbejder
mange – blandt andet i dette sogn - hårdt på allerede. Det har jeg respekt
for. Og fremtidens organist får også et hårdt liv med at dygtiggøre sig som
musikpædagog og formidler. Ellers ender organisten som musikalsk
sognemedhjælper. Når jeg siger, at musikerfaget er et lavstatusfag, er det
en konstatering. Det er naturligvis ikke noget, jeg mener. Jeg mener, at
musikerfaget er verdens bedste og mest respektable. Luther sagde, at blandt
alle kunstarter er musikken den ædleste. Derfor ville jeg ønske, at man kunne garantere fremtidens
organister gode lønninger og gode arbejdsforhold. Det ser dog ikke lyst ud,
og jeg er bekymret. Men lad os nu se, hvor galt det går. Tak for jeres opmærksomhed. Hvis der er tid til en diskussion, kunne vi spørge os selv,
om der er noget galt med den nye folkekirkes identitet – og give de gængse
svar: Er der noget galt med servicekirken? Nej. Når folk betaler kirkeskat, er det vel rimeligt, at vi
servicerer dem, når de har brug for os. Barnedåb, konfirmation, bryllup,
begravelse, juleaften, foredrag, møder, koncerter og andre kulturtilbud. Med omsorgskirken? Nej. Hvis ikke kirken skulle udvise omsorg, hvad skulle den
så? Det er vel god kristendom at udvise omsorg. Feel-good-kirken? Nej. Hvorfor skulle det ikke være rart at komme i kirken.
Ønsker vi en feel-bad-kirke? Underholdningskirken? Nej. Præster og organister er måske for dårlige til at
sælge varen. Hyggekirken? Nej. Det moderne menneske, ikke mindst den moderne
børnefamilie, har travlt. Hvis det endelig lykkes os at lokke dem i kirke,
skal vi også tillade dem at hygge sig. Men hvis vi nu
erstatter ordet kirke med musik, altså: Servicemusik? – Omsorgsmusik?
- Feel-good-musik? – Underholdningsmusik? – Hyggemusik?
- hvad svarer vi så? |
|