Jens Ramsing, pianist og organist

Forside Cd-indspilninger Kompositioner Om forlagene Om indstuderingsteknik Om ny dansk klavermusik Om Debussy, Ravel og Musorgskij Om nye salmemelodier Danskerne skal lære det hele forfra 10 år med nye salmemelodier Fornyelse af gudstjenestemusikken – Hvordan? Hvorfor? Hvorfor ikke? Aktiviteter Links tilbage

Om nye salmemelodier Interview til kristendom.dk, august 2005

Lea Schiøler Christensen (redaktør på kristendom.dk): Kan du uddybe, hvad der karakteriserer en god salmemelodi? Jens Ramsing: Den gode salmemelodi er først og fremmest metrisk i orden. Det rytmiske spiller i det hele taget en væsentlig rolle for den naturlige deklamation af teksten. Det kendetegner tillige en god melodi, at den har en naturlig fremdrift og indretter sig efter teksten med meningsfulde betoninger og ophold. Hvad det udtryksmæssige angår, er Weyses melodier til Ingemanns morgensange de bedste eksempler på den perfekte balance mellem tekst og melodi, eller Oluf Rings melodi til Jakob Knudsens: Se, nu stiger solen. Weyse har lyttet sig helt ind til Ingemanns lyse og enkle tone, ”de komponerede nærmest sig selv”, som han sagde. Rings melodi understøtter det storladne, næsten dramatiske i Knudsens tekst. Når Ring, der jo om nogen har leveret gode melodier til den danske sangskat, blev spurgt om, hvad der karakteriserede den gode melodi, citerede han i øvrigt J.A.P. Schultz, der sagde: ”Den gode melodi har noget velkendt over sig”. Er der en bestemt periode eller en bestemt komponist, der i særlig grad har haft sans for at komponere salmemelodier? Th. Laub tog afstand fra det subjektive udtryk og søgte tilbage til den gamle og såkaldt rene kirkestil, sådan som han mente at finde den i reformationstidens melodier. Laub har haft uendelig stor betydning for dansk salmesang. Hans idéer har i mange år holdt den dårlige smag på afstand, og han har selv bidraget med talrige fine og slidstærke melodier: Sov sødt, barnlille, Alle mine kilder, Alt står i Guds faderhånd og mange, mange flere. Sammen med Carl Nielsen, Thorvald Aagaard og Oluf Ring fornyede han den danske folkelige sang, materialiseret i melodibogen til Folkehøjskolens Sangbog, i daglig tale Højskolesangbogen, der er noget af det lykkeligste, der er hændt dansk sang. Selv om Laub med fokus på Luther-tidens salmemelodier, selve det renfærdige fundament for vores salmetradition, fik ryddet gevaldigt op i et svulstigt og følagtigt melodirepertoire, holder hans ideal om det objektive ikke, og han lever heller ikke altid selv op til det. Og der blev også ryddet lidt for godt op. Til syvende og sidst er det en meget personlig sag, hvilke melodier man holder af. Ud fra strengt faglige kriterier – som ovf. kort skitseret – kan man redegøre for den gode overensstemmelse mellem tekst og melodi. Men talrige af vore mest sungne salmer vil kunne falde for testen. Syntesen af tekst og melodi skaber et tredje udtryk, der neutraliserer den faglige test. Det indsungne får sin egen værdi – vækker følelser. Og følelser og forstand går som bekendt ikke altid hånd i hånd. Den gode og iørefaldende melodi lever også sit eget, selvstændige liv og har sine kvaliteter, der kan bedømmes ud fra det rent musikfaglige: form, rytme, harmonisering osv. Og musik er jo forførende, kan løfte en tekst. Eller som det siges: en salme uden melodi er som en fugl uden vinger. Spørg i øvrigt præsten om han er sig bevidst, i hvilken grad melodierne påvirker hans salmevalg. Hvorfor komponerer man nye melodier til gamle tekster? Digteren Søren Ulrik Thomsen siger, at vi lever i en tid, hvor der ikke kan skrives (gode) salmer. Problemet – blandt mange andre – er, at vi i dag ikke har en stil, der egner sig. Hvad melodierne angår, kunne man næsten sige det samme. Men det ville trods alt ikke være fair. Når Lasse Lunderskov har komponeret en ny melodi til Nu fryde sig hver kristen mand, er det givetvis for at bidrage med en melodi i tidens tonesprog. Og det er redeligt nok. På mange måder er det også en god melodi. Hvad Gud vi er i gode hænder angår, har den ikke tidligere haft sin egen selvstændige melodi (kunne fx afsynges på Herre, jeg har handlet ilde), hvilket vel har været et af Willy Egmoses motiver til at gå på værkstedet. Men mange af de såkaldt rytmiske salmemelodier lider af grundlæggende fællessangsproblemer, hvoraf det tempomæssige er det alvorligste. Af hensyn til teksten må langt de fleste rytmiske melodier afsynges i et langsommere tempo, end det, der er musikkens naturlige. Det nødvendige, altså noget langsommere, tempo dræner musikken for den kropslighed, der er stilens særkende. Synkoperingerne, der giver mening i den individuelle, solistiske udførelse, men som de færreste kan blive enige om under fællessangen, må ofte opgives. Det udvander yderligere stilen. Hvad der bliver til overs fremstår derfor ofte pauvert og trivielt. De rytmiske salmemelodier har heller ikke overbevist som formidlere af ”det store udtryk”, lovsangen, hymnen. Det uhøjtidelige, jævne og hverdagsagtige udtryk står i vejen. Afvisningen af den rytmiske musiks egnethed som kirkemusik med henvisning til dens oprindelige kultur, holder derimod ikke, hvis man ser på historien. Og den rytmiske musik bidrager med vellykkede tiltag på andre måder. Der skrives mange rytmisk inspirerede ting for børne- og ungdomskor. Netop dette område gør sit til at udfylde det kæmpe tomrum, der er opstået – dels som følge af 68-generationen, der ikke gik i kirke (med deres børn), dels som følge af den useriøse sang- og musikundervisning i Folkeskolen. Alle, der har arbejdet med børne- og ungdomskor, har gjort den erfaring, at der ikke går lang tid, før børnene er kommet til at holde af vores kernesalmer. Så de rytmiske korsatser kan - udover egne kvaliteter - også fungere som ”døråbner” til en større musikalsk verden. Der skrives nye salmemelodier, som på anden måde har tidstypiske træk, og som fungerer godt. En af dem, som folk i særlig grad har taget til sig, er Erik Sommers Du, som har tændt millioner af stjerner. Selv vil jeg fremhæve Peter Møllers melodi til Fyldt af glæde over livets under, som jeg egentlig synes er smukkere og mere velegnet end Egil Hovlands melodi, som jo bruges mest. Hovlands er god, men ikke på højde med, hvad han har bibragt os af andre melodier, fx Du fylder mig med glæde, som er mesterlig. Sådan er der så meget. Man kan som sagt anlægge strengt faglige og knastørre kriterier i sin bedømmelse af såvel gamle som nye melodier. Sideløbende kan man konstatere, hvilke melodier, der bliver indsungne. Og så længe lødigheden er intakt, skal vi fryde os over vores store og brogede samling af salmemelodier, hvor hver tid har ydet sit bidrag. Loyalt gengivet på kristendom.dk, kan læses her