|
Jens Ramsing, pianist
og organist |
|
Fornyelse af gudstjenestemusikken – Hvordan? Hvorfor? Hvorfor ikke? |
|
|
|
|
Som følge af den nye salmebog (2003), der optog mange nye
salmer, kom også en ny koralbog (salmebogens melodibog) med mange nye melodier. Efter 10
år er det tid til at gøre status. Fungerer de godt i gudstjenesten? Tåler de endnu mange års slid? Svaret er klart: Ja, det er gået godt for mange af de nye
melodier. Alt er for resten ikke nyt. Først og fremmest er gamle og
fine melodier i stilarter, som i flere hundrede år har bevist deres slidstyrke, draget frem. Det
drejer sig om fx komponisten Freylinghausen og om tyske koraler og visemelodier fra 1600-tallet.
Tilmed er også hidtil mindre eller slet ikke benyttede melodier af mesteren Laub kommet
til ny ære og værdighed. Også fine romantiske melodier har fået en ny chance. Mange
er sikkert glade for Gades Barn Jesus i en krybbe lå,
men især Som markens blomst henvisner fage må
hilses velkommen. Borchs Skyerne gråner, Hartmanns Gud
Helligånd, vor trøstermand og Windings Herrens røst var over vandet kan slet ikke undværes. Nebelongs Nu falmer skoven er
taget til nåde, ligeså Nutzhorns Øjne, I var lykkelige.
Og nævnes skal også smukke melodier af Barnekow og velfungerende melodier af Lindeman og Kalhauge. Hvis ellers salmesangen overlever i dette land, må man
forvente, at det meste af dette stof vil overleve sammen med den. Så er der nyere melodier af Laub-epigonerne Walter
Bjergborg, Bernhard Christensen, Knud Jeppesen og Axel Madsen. Disse melodiers anvendelighed kan
ikke antastes. Vi bevæger os på velafprøvet og sikker grund. En længere række nye melodier, eksempelvis Erik Haumanns Du
fødtes på jord, Erik Sommers Du, som har tændt millioner af stjerner, Asger Pedersens Dommer over levende og døde, Ole
Schmidts Vor Herre tar de små i favn og Peter Møllers Fyldt af glæde over livets under har
fundet deres helt naturlige plads i gudstjenesten. I hver sin ende af benyttelsesskalaen ligger Åhléns Det dufter lysegrønt af græs, der nok er
det største hit, og Otto Mortensens At sige verden ret
farvel, som desværre sjældent synges. Ligeså er der en smuk repræsentation af ligeledes meget
forskellige melodier af Christian Vestergaard-Pedersen, Bendt Astrup, Fuzzy,
Egil Harder, Bjarne Haahr, Knud Høgenhaven, Leif Kayser, Niels la Cour, Finn Mathiassen og Henning
Wellejus. Også mange af disse melodier er sangbare og karakterfulde.
Enkelte er dog så blodfattige, grænsende til det anonyme, at de næppe vil være at finde i
en kommende koralbog, hvis en sådan nogensinde igen skulle komme på tale. Så er der kikserne: En enkelt melodi af Per Nørgaard (der
er en stor komponist, men noget verdensfjern som salmemelodisnedker), en enkelt af
Sven-Erik Bäck, to af N.V. Bentzon samt en håndfuld hjemmelavede nonsens-melodier af mindre ånder. Disse
melodier benyttes stort set ikke. Atonalitet og folkelig fællessang kan ikke forenes. Vore nordiske komponist-brødre har imidlertid haft den
sikreste hånd. Melodier som Egil Hovlands Du fylder mig med glæde,
Harald Gullichsens Herre, når din time kommer og
Trond Kvernos Nogen må våge i verdens nat er overordentligt troværdige i deres udtryk. Komponisterne
fanger en nyere (nordisk) tone indenfor traditionen, og man
fornemmer, at salmesangen ligger nordmændene på sinde. Det skulle undre meget, hvis ikke de fleste
melodier i denne gruppe, der er det mest overbevisende bud på nye salmemelodier, vil overleve. Der er altså kiksere og mindre karakterfulde melodier. Men
alt i alt bekræfter koralbogens nyoptagne melodier, at det lødige og velfungerende får sin egen
værdi. Det kan være mere eller mindre åndfuldt, men vi kommer til at holde af det
indsungne. Det er påfaldende, men ikke overraskende, at det tyvende
århundredes musik (efterkrigstidens), altså den radikalt moderne klassiske musik og den rytmiske
musik har vist sig så uegnet til folkelig fællessang. For flere af de såkaldt rytmiske melodier i
koralbogen hører efter min mening også til kikserne. Ingen af disse er i øvrigt importerede. De er skrevet af
velmenende danskere, der har organiseret sig i ”Forum for rytme i kirken”, FRIK, der vil imødekomme unge
mennesker. Kan man det? Eller skal man tro, at komponisterne selv synes, at deres melodier er
vellykkede og resultatet af en redelig kunstnerisk bestræbelse? De henvender sig så i givet fald
til ældre mennesker, 68-generationen, og ikke til unge mennesker. Om de rytmiske salmemelodier således er skrevet af et
ærligt hjerte, veneration for salmesangen, højmessen og kirkemusikken, - eller om de er skrevet med
et pædagogisk og musik-politisk forsæt, og dermed udgør et musikalsk falsum, fortoner sig. For det meste, og heldigvis, er det ikke de allerstørste
tekster, der ligger til grund for de rytmiske melodier. Men der har også været poesi at lade sig
inspirere af, som i Spænd over os dit himmelsejl. Her har inspirationen dog ikke indfundet sig. Melodien er
på niveau med ”Se den lille kattekilling”, og som kunstnerisk lavpunkt i koralbogen kan den tage Når
jeg er træt og trist, når modet svigter i hånden. Klaus Brinchs Uberørt af byens travlhed lider dog
ikke under postulerede synkoper og lader sig synge i et godt tempo. Og, ret skal være ret, også andre
af de rytmiske melodier har musikalske kvaliteter. Det er bare ikke nok. Vi har også – og måske
især – uden for koralbogen eksempler på rytmiske melodier af en vis kvalitet (fra gruppen Konnect). De fungerer heller ikke som fællessalmer/sange. Musikken fremstår mest som let (om end
god og veludført) musik til morgenkaffen og beder ikke om, at man skal synge med. Det handler altså ikke om for eller imod rytmiske
salmemelodier. Problemet er, at – i hvert fald god – rytmisk musik er en solo-genre. Blå toner og raffinerede
synkoper kan ikke udføres i flok. Og de fleste ”rytmiske” melodier i koralbogen er således
kun rytmiske på overfladen og ikke gedigen pop-, jazz- eller rockmusik med krop og sjæl. Det
er ofte banale og barnagtige melodier, der taler ned til menigheden og signalerer, at nu skal det
heller ikke være for alvorligt. Nogle kan derfor være brugbare til børne- og ungdomsgudstjenester,
hvis man synes, børn og unge skal have ringere kost end voksne. Men højmessen fortjener bedre. Der findes også banale melodier indenfor det traditionelle
salmemelodi-repertoire, eksempelvis Du, som har tændt millioner af stjerner og Nu falmer skoven. Disse melodier er tilmed
lettere sentimentale. Men de vedkender sig salmesangens autonomi
og lider ikke under attitudeforvanskning. Når man synger dem, efterlades man ikke med et falsk og
smørret grin om fjæset, der neutraliserer de sungne ord. Dermed legitimerer de sig –
hvad fagfolk end måtte mene om kvaliteten – som lødige og brugbare til kirkesang.
|
|